Spørgeark, arbejdsark og rollespil: sådan øver vi interview

Et af de mest brugte arbejdsark sætter dig til at sortere dine egne spørgsmål i to bunker. Lukkede spørgsmål giver et ja, et nej eller et årstal, og de er gode til at få fakta på plads. Åbne spørgsmål giver historier, og dem har du brug for til scener og citater i en reportage eller et portræt.

Mange begyndere skriver næsten kun lukkede spørgsmål, fordi de føles sikre. Arket gør det synligt. Du tæller, du omskriver, og du prøver at forvandle et spørgsmål som Var det svært? til noget som Hvad var det sværeste øjeblik, og hvad gjorde du da? Forskellen i svarene er ofte tydelig, selv når du kun øver med en medkursist.

Vi tilføjer en tredje kategori: det spørgsmål, der kræver, at du lytter først. Det kan du ikke skrive på forhånd, men du kan sætte en tom linje af til det. Linjen minder dig om, at et godt interview ikke er en afhøring, hvor du læser op, men en samtale, hvor du følger det, der bliver sagt.

Rollespillet er det materiale, kursisterne taler mest om bagefter. To og to skiftes I til at være interviewer og samtalepartner, og samtalepartneren får et kort rollekort med en baggrund og en lille modstand: en, der svarer kort, en, der svæver væk fra emnet, eller en, der ikke vil udtale sig om noget bestemt. Rollerne er øvelsesfigurer til formålet og ikke rigtige personer.

Meningen er ikke at gøre det svært for sjov. Meningen er, at du prøver at komme tilbage på sporet uden at blive stiv i kroppen. Du opdager, hvor længe du tør vente på et svar, og hvor tidligt du plejer at fylde tavsheden ud med dit næste spørgsmål.

Når du sidder i den anden stol, lærer du noget andet: hvordan det føles at blive spurgt dårligt. Mange skriver bagefter, at de aldrig mere vil stille et spørgsmål, der starter med Hvordan har du det med, uden at tænke på, hvor tomt det lyder, når man selv skal svare.

Opfølgningsspørgsmål er svære at forberede, fordi de afhænger af svaret. Derfor træner vi dem på en anden måde end hovedspørgsmålene. Du får korte lydklip eller transskriberede svar og skal skrive, hvad du ville spørge om næste gang og hvorfor. Der er sjældent kun ét rigtigt svar, men der er ofte et åbenlyst forkert: at gå videre til næste punkt på listen.

Vi taler om tre slags opfølgning. Den ene beder om et eksempel, den anden om en uddybning af et ord, som samtalepartneren selv bruger, og den tredje tager et skridt tilbage og spørger, hvad der lå bag. Du øver dem på skift, indtil du kan mærke, hvilken der passer.

Arket til opfølgning ender med en lille refleksion: hvilket svar overraskede dig, og hvad gjorde du, da det skete? Den refleksion er ofte mere værd end selve øvelsen, fordi den lærer dig at genkende dine egne vaner og ændre dem, før du står i en rigtig samtale.

Praktisk udstyr fylder mindre, end mange tror. En almindelig telefon med en optageapp er nok, men vi bruger tid på vanerne omkring den: at bede om lov, at teste lyden før samtalen og at skrive nøgleord ned undervejs, så du kan finde stedet igen. Notaterne er ikke en erstatning for optagelsen, men en kort vej tilbage til de øjeblikke, der betød noget.

Når samtalen er slut, får du et arbejdsark til efterbehandling. Du markerer de citater, du vil bruge, de steder, hvor du er usikker på, om du hørte rigtigt, og de oplysninger, der skal tjekkes. Den sidste kolonne hænger sammen med modulet om kilder og faktatjek, så du lærer, at et interview ikke er det samme som en kilde, man bare kan stole på.

Til sidst lægger du arket sammen med dit spørgeark og afleverer begge til underviseren. Hun eller han kan så se hele vejen fra forberedelse til færdigt materiale og skrive tilbage om, hvor forberedelsen hjalp, og hvor den stod i vejen.